Når hjertet kalder

Når moderhjertet banker for to på samme tid, kan livets rytme være så dragende for et lille voksende liv, at det må sætte sig med måsen i bækkenet og føre hovedet op mod hjertet for nysgerrigt at lytte med.

Dette scenarie blev en realitet for mig og min baby til jordemoder konsultation i uge 38. Set i bagklogskabens klare lys, gudskelov for det.

Jeg var gravid med mit andet barn og skulle til jordemoderkonsultation i uge 38+0. Jeg forventede det var sidste gang vi skulle mødes og jeg derefter kunne gå og vente spændt på, at min søn ville melde sin ankomst. Jeg var både spændt, glad og nysgerrig men jordemoderens udtryk fortalte mig der kunne være noget galt. Hun mærkede og lyttede, hvorefter hun undrede sig. Hun mærkede og lyttede igen og fortalte, at hun så ville få sin kollega inde ved siden af til at mærke efter. For hende var det klart, min dreng lå i underkropsstilling.

Som jeg lå der på briksen blev jeg først forvirret, min første graviditet og fødsel havde været helt komplikationsfri, så det var mit sammenligningsgrundlag. Jeg blev ked af det og usikker, for jeg havde på intet tidspunkt skænket dette scenarie en tanke. Som snakken udviklede sig begyndte jeg at blive en smule vred, da et planlagt kejsersnit blev italesat. For mig personligt ville dette ikke være den mulighed jeg først ville række ud efter, en samtale omkring sædefødsel ville klart falde i bedre jord. Jeg blev videresendt til et vendingsforsøg 6 dage senere på Kolding sygehus og kunne nu gå hjem uden videre information.

Jeg gik derfra ked af det, sur, frustreret men samtidig med en følelse af jeg må få styr på det her! Da jeg kom hjem blev jeg overvældet af en desperat følelse, jeg havde rigtig svært ved at acceptere udfaldet af konsultationen. Jeg googlede løs og fandt frem til flere, både gale og geniale løsninger! Jeg bestilte tid til en rebozo massage dagen efter, og gik så her fra i gang med, at prøve alverdens ting til at få den lille fyr i min mave til at slå en koldbøtte.

I 6 dage dykkede jeg ind i den gravide anatomi og forsøgte at løsne, åbne og skabe plads til han kunne vende sig. Jeg blev bekendt med spinning babies teknikker og min mand gav mig daglig rebozo massage. Det kombineret med at føre hofterne højere end overkroppen, mens jeg rystede mit bækken. Jeg stod på hovedet flere gange dagligt og lå på et strygebræt med frosne ærter på toppen af maven for, at kulden skulle føre hovedet nedad. Alt imens jeg havde en følelse af min hals ætsede op af halsbrand. For at stilne sindet og tro på, at processen nok skulle lykkedes, lavede jeg selvhypnose og talte ofte med ham, selv min store datter hviskede ind til ham og viste på gulvet hvordan en kolbøtte så ud. Jeg følte mig i denne tid enormt alene samtidig med det danske sundhedssystem havde givet mig en følelse af ikke, at gøre det godt nok så de nu måtte gribe ind. Uden at jeg der kendte til doulabegrebet kan jeg nu tydeligt se, at jeg agerede som doula for mig selv. Jeg tror ikke på kroppen reagerer tilfældigt, for mig afspejler kroppen sindet og de tanker man oplever sætter et kropsligt præg. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var der vist også nogle ting der vendte lidt på hovedet sidst i min graviditet, som kunne være en medvirkende faktor til hans måde at ligge på.

Tiden gik og jeg var nu i 38+6 og min mand og jeg skulle til vendingsforsøg på sygehuset. Vi havde endnu ikke besluttet om vi ville sige ja til vendingsforsøget, men var enige om at tage snakken med jordemoderen. For mig handlede det bare om at få scanneren på så jeg kunne få et lille kig ind og se hans position, jeg var ikke selv i tvivl om at han havde flyttet på sig. Klokken blev 10 og vi blev kaldt ind på stuen, her tog de to sødeste jordemødre imod os og forslaget gik på vi startede med at se hvordan han lå. Vi kiggede spændt på skærmen og der var ingen tvivl da jordemødrene begyndte at smile, hovedet havde fundet sin vej i bækkenet, det stod godt nok højt men det var der. Alt var godt og vi kunne gå der fra efter 5 minutter.

Jeg gik i aktiv fødsel i uge 41+2 og havde igen et vildt fødselsforløb fuld af kontrol og overskud. Da presseveerne tog over havde jeg blot 2 af slagsen før jeg kunne mærke hans hoved. Jeg tog begge arme ned og efter en sidste ve kunne jeg trække ham op på mit bryst, jeg var nu mor igen og det var den vildeste og mest fantastiske følelse!

Da jeg noget tid efter sad og reflekterede over alt der var sket gik en følelse igennem mig: tænk hvis dette havde været min første graviditet? Tænk hvis min stædighed ikke havde trukket mig igennem alt det jeg gjorde? Tænk hvis systemet kunne have taget den oplevelse fra mig - oplevelsen af at tage imod mit eget barn og det kraftfulde øjeblik der følger med dette! En oplevelse der har været med til at definere mig som kvinde, som mor og som den vildeste powerwoman i min mands øjne.

Jordemoderkonsultationen i uge 38 var heller ikke første gang vi stødte på komplikationer, i forbindelse med min anden graviditet, faktisk startede det allerede til nakkefoldsscanningen. Alt her forløb fuldstændigt normalt indtil målene skulle stemme overens med tallene fra de blodprøver der var taget 14 dage forinden. Her var et udsving, der gav os en lav risiko for downs syndrom. Vi blev henvist til at få lavet en moderkagebiopsi.

I 24. uge skulle jeg til det rutinemæssige tjek, hvor jeg fik lagt et sy målebånd på min symfyse målt over min mave. Min jordemoder fortalte hun var nervøs for vægtøgningen, da jeg ikke var vokset så meget siden sidst. Dette lød for mig meget fjollet da jeg ugen forinden havde været på privat klinik for, at få lavet en 3D scanning. Her målte vi lårbensknogle, kraniediameter mv. hvor alt var fuldstændig normalt. Det at et målebånd over min mave skabte nervøsitet fordi det udstak fra normal kurven gjorde mig meget undrende. Jeg begyndte for alvor at forstå skemaernes og protokol føringens magt over en faglig og mere personlig vurdering. På intet tidspunkt blev der spurgt ind til min mand og hans genetik, størrelsen på vores først fødte, min kost eller andet der kunne have betydning for vægtstigningen. Hun kaldte mig ind til en ekstra konsultation ved den anden jordemoder i huset så vi kunne, som hun sagde ”gå med livrem og seler”.

Det skal understreges alle de jordemødre jeg mødte var søde og arbejdede efter bedste evne og hensigt. Jeg ser blot et klinisk billede der spænder ben for kvinder, der som jeg selv, vælger en mere holistisk anskuelse og ser et helhedsbillede i stedet for en mekanisk newton baseret ideologi om, hvordan vi ønsker at styre noget så komplekst som en gravid kvindekrop.

Jeg ønskede råd og vejledning til at forstå, hvorfor jeg stak ud fra gennemsnittet og søge svar på årsagen til en underkropsstilling. Jeg så ikke et problem som skulle fikses. Intet barn vil nogensinde ”lægge sig forkert” babyer ligger som der er bedst plads. En underkropsstilling kan skyldes for stramme og spændte ligamenter og muskler, så barnet ikke har mulighed for at vende sig eller noget dybere følelsesmæssigt, hvor det psykosomatiske spiller ind. En baby i underkropsposition kan sagtens støttes naturligt og bivirkningsfrit til en vendingsproces ved bla. homoøpati, moxa (TCM), rebozo eller ved spinning babies teknikker.

Igennem hele min graviditet følte jeg ikke, at noget var anderledes i forhold til min første graviditet, 3 år forinden. Faktisk lignede mine to graviditeter hinanden forbavsende meget på det kropslige plan. Psykisk var en helt anden historie fordi jeg meget af tiden følte jeg skulle tænke over, hvad jeg tænkte, for ikke at ryge med på bekymringsmelodien fra systemet, hvilket var udmattende.

Jeg ved med sikkerhed at den erfaring jeg fik fra min første fødsel var nødvendig for, at gennemgå andet forløb med det kommende udfald. Jeg vidste jeg besad en kvindekraft af enorm styrke, og betvivlede ikke mine egne evner til fødslen. Min yogabaggrund og kendskab til forbindelsen mellem krop og sind var også nødvendig, så er derfor fuld af taknemmelighed for 10 års selvstudie, kurser og uddannelser indenfor mindfullrness, yoga, metasundhed, naturmedicin og den holistiske anskuelse af menneskearten. Da jeg blev bekendt med underkropsstillingen var jeg ikke i tvivl om der måtte være en grund til denne position. På intet tidpunkt ønskede jeg at fralægge mig ansvaret for, at han nu sad bedst sådan, men jeg ønskede information og vejledning til, at støtte en natulig vendingsproces uden indgreb og medicin.

Dette tændte en lille flamme i mit hjerte, som kaldte på jeg skulle i retning af en doula uddannelse. Kvinder har ret til at vide der findes andre løsninger selvom vores sundhedssystem ikke bakker dem op! Jeg følte en pligt til at fortælle, støtte og vejlede gravide til de ”alternative” metoder som dog har været kendt i årtusinder.

Allerede 3 en halv måned efter fødslen startede jeg på Livsdoula uddannelsen hvor Philip så fint deltog som doula-baby i en fantastisk kvindecirkel. Efterfølgende fandt jeg ind i en ny kvindecirkel på YoJo´s gravidyoga-lærer uddannelse. Et år fuld af feminin power, kvindevisdom, selvindsigt og tykke bøger om naturlig støtte og hyldest til den magiske gravide kvindekrop.

Jeg tror på at vejen frem er, at kombinere videnskabens kliniske ressourcer med naturlig støtte og kroppens egen intelligens. Fødsler forvandler både på godt og ondt, og kvinder skal mødes der hvor de er, med støtte til de overbevisninger de lever efter. Jeg elsker at arbejde i dette felt, hvor vi alle stadig kan lære, mødes og udvikle os sammen. Gravide, babyer, jordemødre, sygeplejersker, doulaer, ammespecialister, sundhedsplejersker, kvinder, kejserinder, søstre for i sidste ende er vi stærke sammen. Vi er mødre!